Kirurgi

Vi tilbyder kirurgi bl.a. operation af tunge øjenlåg, poser under øjnene, fjernelse af modersmærker mv.

Øjenlåg

Dine øjenomgivelser består yderst af et meget fint lag hud, der har flere følenerver end de fleste andre steder på kroppen. 
Under huden er der en fin muskulatur. 
I det øverste øjenlåg er der små muskler, som hæver og sænker øjenlåget. Rundt om øjeæblet ligger der også et lag muskler som hjælper med at åbne, lukke eller knibe øjet sammen.
Selve øjeæblet ligger godt beskyttet af et fedtlag, der er omgivet af tynde hinder.
Udenpå fedtlaget ligger muskulaturen til henholdsvis det øvre og det nedre øjenlåg.
Med tiden mister huden en del af sin elasticitet. Dette kan medføre et overskud af hud, fedt og muskler, hvilket kan give et træt udseende med tunge, hængende øjenlåg eller poser under øjnene. 
Der er stor forskel på, hvor meget fedt, der poser frem over og under øjnene hos hver enkelt. 

Tunge øvre øjenlåg 
Tunge øjenlåg kan skyldes flere ting. Det kan være medfødt på grund af lavtsiddende øjenbryn, men oftest er det noget der udvikler sig med årene pga. et overskud af hud, muskel og fedt. I de fleste tilfælde skyldes det en kombination af slap hud på det øvre øjenlåg og en nedsynkning af øjenbrynene.
I udtalte tilfælde kan hudfolderne på de øvre øjenlåg blive så store, at de dækker ned over øjet. Dette kan medføre en indsnævring af synsfeltet, sviende røde øjne samt hovedpine.

Poser under øjnene
De små muskler omkring øjenene kan ligeledes blive mere slappe, hvilket betyder, at det fine fedtvæv bag øjenlågene kan pose ud gennem hinderne og træde tydeligt frem - oftest som såkaldte poser under øjneneVed hjælp af kirurgisk indgreb kan man fjerne et evt. hudoverskud på de nedre øjenlåg, stramme musklerne op og fjerne de små fedtbuler.

Indgreb på henholdsvis øvre og nedre øjenlåg kan laves hver for sig, men det er også muligt at kombinere de to indgreb.


Korrigerende kirurgi 
Vi tilbyder også korrigerende øjenlågskirurgi, hvis du ønsker at forbedre det kosmetiske udtryk efter en tidligere operation, udført et andet sted.

Forundersøgelse 
Forud for øjenlågskorrektion skal du til forundersøgelse ved speciallæge i plastik - og rekonstruktionskirurgi Pia Sjøgren.
Det er ikke alle, der vil få glæde af en øjenlågskorrektion, og lægen vil vejlede dig ved forundersøgelsen. Vi anbefaler, at du læser denne vejledning før forundersøgelsen og skriver dine spørgsmål ned, så du husker at få dem stillet.
Det kan være en god ide at tage en ven eller et familiemedlem med til forundersøgelsen, da der er mange informationer at forholde sig til. Det er vigtigt, at du føler dig tryg.
Ved forundersøgelsen taler I om dine ønsker og Pia Sjøgren vil undersøge dig.
Pia Sjøgren vil forklare dig hvilke muligheder der foreligger, og sammen vil I beslutte om øjenlågskorrektion er det rette for dig.
Du vil blive grundigt informeret om indgrebet, forløbet samt mulige bivirkninger og komplikationer

Forventninger
Resultatet af kosmetisk kirurgi er ikke varigt. Kroppens naturlige aldringsprocesser fortsætter og vil med tiden ændre resultatet. Hvor hurtigt kroppen ældes er individuelt og afhænger af mange forskellige faktorer, bl.a. arvelige faktorer og rygning. Men som udgangspunkt kan du regne med at resultatet holder 5-10 år.

Ved enhver operation gælder det, at en krop i god fysik form er bedre til at komme sig end en krop i mindre god form. 
Samtidig bør du undgå rygning i mindst fire uger før og efter operationen, da rygning nedsætter ophelingen.
Spis desuden sundt - specielt er det vigtigt at få proteinrig kost. F.eks. kød, fisk, mælk og ost.
Ved operationen må du ikke have sår, bumser eller lignende i operationsområdet. Hvis du er i tvivl om et sår eller lignende, bedes du kontakte os senest dagen før din operation.
Det er vigtigt, at du tager et bad inden du tager hjemmefra, og du må ikke anvende nogen form for øjenmakeup, creme/bodylotion på operationsområdet.

Operationen udføres i lokalbedøvelse, og derfor skal du ikke møde fastende.

 

Hvilken medicin må jeg tage hjemmefra?
Du skal tage din vanlige medicin på operationsdagen. Dog er der noget medicin, du ikke skal tage. Se nedenfor: 

  • Acetylsalicylsyreholdig medicin

Hold pause i tre døgn før operation 

(F.eks. Hjertemagnyl, Magnyl, Aspirin, Idotyl, Treo, Kodimagnyl e.l.)

  • Gigtmidler

Hold pause i tre døgn før operation 

(F.eks. Brufen, Ipren, Confortid, Naprosyn, Voltaren, Diclon e.l.)

  • Blodfortyndende behandling

Aftales med speciallægen

(F.eks. Marevan, Plavix)

  • Fiskeolie og anden naturmedicin

Hold pause i en uge før operation


På klinikken 
Du vil blive modtaget af speciallægen, som bl.a. vil opmarkere operationsstedet.
Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med. De må dog ikke være med ved selve operationen, men er velkomne til at vente i klinikken. 
Efterlad venligst smykker og værdigenstande derhjemme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lokalbedøvelse
Der lægges først en lokalbedøvelse, som godt kan svie lidt, men som er hurtigt overstået. Når lokalbedøvelsen virker vil speciallægen gå i gang med operationen. Lokalbedøvelsen mindsker blødning under operationen og fungerer som smertestillende efter operationen.

Tunge øvre øjenlåg
Hvis det er de øvre øjenlåg, der skal opereres, vil det tage ca. 1 time. Begge øvre øjenlåg opereres altid samme dag.
Ved operationen ligger du med med lukkede øjne. Det overskydende, markerede stykke hud fjernes sammen med en stribe muskel. Herefter fjernes det overskydende fedt, som befinder sig bag muskulaturen.
Såret lukkes med en meget tynd tråd, som fjernes efter en uge. 
Arret ligger i øjets globelinje og strækker sig ud til smilerynkerne.

Poser under øjnene
- er en lidt længerevarende operation. Den vil tage op til to timer. Begge nedre øjenlåg opereres altid samme dag.
Ved operationen ligger du med lukkede øjne. Hvis du kun har et overskud af fedt under øjnene, uden samtidig at have overskud af hud og muskler, kan fedtet fjernes fra indersiden af det nederste øjenlåg gennem et snit i slimhinden. 
Har du samtidig et overskud af hud og muskulatur, lægges snittet lige under øjenvipperne og i siden ud i en smilerynke. Når snittet er lagt, løsnes huden og den underliggende muskulatur.
Såret lukkes med en tynd tråd, som fjernes efter en uge.
Arrene placeres, så de følger de naturlige linjer omkring øjnene. De første tre måneder er arrene lyserøde og dermed relativt synlige. Herefter bliver de blege og falder til sidst næsten i et med den omgivende hud.

Efter operationen
Efter operationen kommer du i rolige omgivelser på hvilestuen. Her overvåges du af personalet, indtil du er klar til at tage hjem. Sædvanligvis cirka 90 minutter efter operationen. Du får smertestillende medicin med hjem til den første dag efter operationen.
Inden hjemsendelse vil du blive orienteret af kirurgen om selve operationen og den efterfølgende plan. Du kan ikke køre hjem selv.

Når du kommer hjem
Når du kommer hjem, er det vigtigt, at du forholder dig i ro så meget som muligt. Det er vigtigt, at du ligger højt med hovedet. Det vil sige, at du skal anbringe et par ekstra puder i ryggen (også om natten). Ligeledes bør du undgå at bukke dig, så hovedet kommer under hjertehøjde.

Ugerne efter operationen

Køling
For at mindske misfarvning og hævelse skal du køle øjenomgivelserne i 20 minutter hver time (Ikke om natten) - specielt de første to døgn efter operationen. Du vil få udleveret kølepads.
Efter brug ligger du kølepads i køleskabet. Hvis du vågner i løbet af den første nat, er det en god ide også her at anvende kølepads. Mange finder det behageligt at anvende kølepads med jævne mellemrum helt ind til trådfjernelse. Kølepads må ikke ligge direkte på huden.

Bad
Du kan tage brusebad efter operationen.

Huden
Du må først bruge creme, når såret er tørt og uden sårskorpe.

Make-up
Du må først anvende make-up efter to uger. Der må ikke være synlige sårskorper.

Sygemelding
Du kan starte på arbejde få dage efter operationen, men repræsentative pligter må nok udskydes, indtil misfarvning og hævelse har lagt sig ca. to uger efter operationen.

Sportsaktiviteter 
Du skal undgå krævende sportsaktiviteter i to uger efter operationen og kontaktsport i fire uger.

Sollys
For at opnå så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod stærk sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Dette kan gøres ved at skygge for arrene med solbriller, kasket/hat med skygge, plastre eller solcreme med minimum solfaktor 15.

Misfarvning
Huden i øjenomgivelserne vil efter øjenlågskirurgi blive misfarvet. Dette fortager sig sædvanligvis i løbet af to uger. 
Der kan forekomme rødmen i øjenregionen. 

Hævelse
Hævelsen er mest udtalt de første tre dage. Herefter aftager den gradvist over cirka to uger.  

 

Efterblødning
Et kraftigt blåt og hævet øje efter øjenlågskirurgi er tegn på efterblødning. Dette plejer ikke at ødelægge det blivende resultat, men forlænger tiden indtil øjenomgivelserne får et naturligt udseende.I meget sjældne tilfælde kan der opstå en efterblødning som kræver et kirurgisk indgreb. Dette opstår dog altid i umiddelbar forlængelse af operationen, mens du stadig er på klinikken.

Infektion
Ved al kirurgi kan der opstå infektion. Selvom det er yderst sjældent i forbindelse med øjenlågsoperationer kan det i yderste konsekvens forværre ardannelsen.
Tegn på infektion er rødme, varme, hævelse, dunkende smerter og evt. feber. Hvis du ryger er risikoen for infektion større.
Hvis du oplever nogen af ovenstående symptomer, skal du kontakte klinikken.

Øjnene løber i vand
Efter operation på de nedre øjenlåg vil øjnene ofte løbe i vand, i sjældne tilfælde op til tre

Arvævsdannelse
Specielt ved operation på de nedre øjenlåg er der en risiko for øget arvævsdannelse, som kan medføre nedtrækning af øjenlåget, således at øjenlåget ikke kan lukke helt. 
Ofte vil det fortage sig i løbet af nogle uger, hvor du skal anvende en fugtende øjensalve. Efter operationen kan arret være lidt “bulet”, og der kan ses små talgknopper. Man skal endelig ikke pille i disse knopper. Hvis en talgknop bliver generende, skal du henvende dig til klinikken. Kirurgen kan fjerne den. Små talgknopper forsvinder spontant i løbet af ½ år.
Du bør være tålmodig. I enkelte tilfælde vil øjenlåget først falde på plads i løbet af tre måneder. I sjældne tilfælde kræves en ny operation, hvilket selvfølgelig er uden beregning.

Asymmetri 
Kirurgen stiler efter så pæn symmetri som muligt, men det er ikke altid, det kan opnås, da de fleste mennesker har lidt asymmetriske øjenlåg inden operation.

Dobbeltsyn 
De fleste patienter vil efter operation af de nedre øjenlåg se dobbelt de første timer efter operationen. Dette skyldes lokalbedøvelsen. Permanent sløret syn og dobbeltsyn vil være ekstremt sjældent, under 1%.

Føleforstyrrelser 
Føleforstyrrelser i øjenvipperne er almindeligt, men forsvinder oftest efter ½ år. 

Besvær med at lukke øjenlåget 
Enkelte patienter kan have besvær med at lukke øjnene under søvn de første par dage efter operationen. I disse tilfælde skal man anvende neutral øjensalve. Hvis der er fjernet for meget hud, kan dette vare flere måneder og i yderst sjældne tilfælde være permanent (under 1%).